Den Grønne Guide i Allerød       Skovensvej 4 (på biblioteket, 2. sal), 3450 Allerød      Tlf.:  2986 3250       Email: toda@alleroed.dk

Grønne nyheder 3. april 2018

Hvis du har gode ideer til de grønne nyheder, så tøv ikke med at maile til mig.

Sig ja til din cykel


Cyklistforbundet og jeg inviterer dig og din arbejdsplads til at cykle med i Danmarks største og grønneste motionskampagne: ”Vi cykler til arbejde”. Kampagnen løber i perioden 1. - 31. maj.

Dine kolleger mener det er vigtigt at deltage!
Du skal vide, at 79 % af dine kolleger deltager for at få motion, og at 82 % svarer, at det sociale på arbejdspladsen har betydning for deres deltagelse. Klimahensyn betyder også noget, for 54 % angiver at CO2-besparelsen er et væsentligt incitament for at cykle.

Det kan du gøre
Lav et cykelhold! En vigtig faktor er at I bliver bakket op af ledelsen. Så få din arbejdsplads til at dække det lille gebyr på 60 kr. pr. deltager. Så er det meget nemmere at være den holdkaptajn, som samler tilmeldingerne.

Stor chance for at I vinder
Vi trækker lod mellem cykelholdene i Allerød Kommune. Der er en stor chance for at din virksomhed vinder, da vi har mange præmier på spil:

1. præmie ved lodtrækning. Lækkert cykelgrej fra Pauli Cykler til deltagerne på vinderholdet.
10 præmier til holdkaptajnerne den 14/6.
Borgmester Karsten Längerich overrækker gavekort til Pauli Cykler til 10 heldige holdkaptajner.

Sådan deltager I i lodtrækningen

Den lokale tilmelding sker helt automatisk: Hvis dit cykelhold deltager i landskampagnen, så er cykelholdet også med i den lokale lodtrækning.

Tag cyklen den ene vej, begge veje eller hen til bussen eller toget. Alle kombinationer er lige gode, bare der bliver trådt i pedalerne på vej til og fra arbejde. I er et hold med 4 - 16 deltagere.   Tilmeld jer direkte på vcta.dk

Vi håber, at du vil være med til at gøre vores by til en grønnere og renere cykelby. Vi ses på cykelstierne i maj.

Orm til komposten lørdag den 21. april


Lørdag den 21. april kan du få gratis kompostorm på Genbrugspladsen. Fra kl. 10 vil ormene være ”portionsanrettede” - lige til at tage med hjem til beholderen. Har du spørgsmål til livet i din kompost, så vil jeg være på pladsen ved ormene fra kl. 10 - 12.

Du kan finde god kompostsviden her ...

Hvis du først kommer på Genbrugspladsen en af de efterfølgende dage, så vil der sikkert stadig være orm til dig - det kan godt være at du selv skal skovle dem op i din spand eller pose :-)

Sådan spreder du dine orm til andre

Du er naturligvis velkommen til at tage en pose orm med hjem til din nabo - kompostorm kan godt lide samkørsel ;-)

Senere på sæsonen kan du rundhåndet dele orm ud: Du åbner kompostbeholderen og skraber det øverste friske lag til side. Så ligger der sikkert masser af orm, og bare en lille håndfuld er nok til at pode din nabos kompost.