Den Grønne Guide i Allerød       Skovensvej 4 (på biblioteket, 2. sal), 3450 Allerød      Tlf.:  2986 3250       Email: toda@alleroed.dk

Grøn nyhed 13. juni 2019

Hvis du har gode ideer til de grønne nyheder, så tøv ikke med at maile til mig. Det kan du gøre her...

Widex og NIRAS vandt cykelpræmier


I dag overrakte borgmester Karsten Längerich årets cykelpræmier ved Allerød Bibliotek.

”Vi cykler til arbejde”-kampagnen er slut for denne gang, og  holdkaptajnerne fra de 62 cykelhold var indbudt til en lille festlighed med præmieoverrækkelse, is og frugt. I alt har 650 deltagere dagligt trampet i pedalerne til og fra arbejde - uanset vejret.


Lodtrækningen
I lodtrækningen blandt alle cykelholdene vandt Team EC ON fra Widex, hvor hold­kaptajnen er Karen Birkmann Jespersen.

Præmien er lækkert cykelgrej fra Pauli Cykler for i alt 5.000 kr. Borgmesteren trak desuden lod i cykelhjelmen blandt de fremmødte holdkaptajner om 10 gavekort til Pauli Cykler.


Cykelbattlen mellem de fem største
De fem største virksomheder står til sammen for 70% af alle deltagerne her i Allerød.

I år har opgøret været temmelig tæt, for tre af virksomhederne har haft tæt på hver femte af deres medarbejdere til at cykler med.

NIRAS vandt  firmabattlen og får en præmie på 30 x Ren Cykel. Det er firmaet Ren Cykel som kommer ud til NIRAS en hel dag og klargør cykler, så de kan få endnu flere kolleger i sadlen.
Alle dagens vindere som fik diplom og præmie af  borgmesteren
Landspræmier
I de nationale kampagne var der mange præmier på højkant, og et cykelhold fra Fritz Hansen vandt Nutcase hjelme til hele holdet.


Flere cyklister
Det giver altid flere cyklister på cykelstierne med sådan en kampagne, for i gennemsnit er hver 10. deltager en ny cyklist, som fortsætter med at bruge cyklen til arbejde - også efter kampagnen.

Det betyder mindst 60 nye kolleger på cykel­stierne i Allerød - alene på grund af deltagernes engagement i kampagnen. Så det nytter noget at deltage - for på den måde får vi endnu flere op på cyklerne.