Den Grønne Guide i Allerød       Skovensvej 4 (på biblioteket, 2. sal), 3450 Allerød      Tlf.:  2986 3250       Email: toda@alleroed.dk

Grøn nyhed 21. juni 2021

Hvis du har gode ideer til de grønne nyheder, så tøv ikke med at maile til mig. Det kan du gøre her...
Cykelpræmierne er overrakt

”Vi cykler til arbejde”-kampagnen er slut for denne gang, og i dag overrakte borgmester Karsten Längerich præmierne til de flittige cyklister ved Allerød Bibliotek.

Her var holdkaptajnerne fra de kun 17 cykelhold indbudt til en lille festlighed med præmieoverrækkelse. I alt har 171 deltagere dagligt trampet i pedalerne til og fra arbejde - uanset vejret.

Lodtrækningen
I lodtrækningen blandt alle cykelholdene vandt cykelholdet Rho Bikerz fra ATP, hvor holdkaptajnen er Per. Præmien er et gavekort til lækkert cykelgrej fra Rex Cykler for i alt 5.000 kr. Borgmesteren trak desuden lod i cykelhjelmen blandt de fremmødte holdkaptajner om 10 gavekort til Rex Cykler.

Firmabattle mellem fire store virksomheder
Igen år har opgøret været tæt mellem to af virksomhederne, nemlig NIRAS og ATP. Det har gennem årene svinget hvilken af de to, der har vundet.

I år har NIRAS vundet firmabattlen og fik en præmie på 30 x Stram op. Det er firmaet Ren Cykel som kommer ud til NIRAS en hel dag og klargør cykler, så de kan få endnu flere kolleger i sadlen.

De fire virksomheder i firmabattlen i år er:
• ATP
• B & W Scandinavian Contractor
• NIRAS
• Widex/WSA

Firmabattlen går simpelthen ud på at have flest deltagere med i kampagnen - i procent. Undervejs i kampagnen måtte Widex/WSA dog udgå af battlen, da de simpelthen ikke kunne få stablet bare et cykelhold på benene.

Corona satte bremsen i årets deltagelse
I år er det 22. gang, at virksomhederne her i Allerød Kommune har deltaget - vi har faktisk været med helt fra starten. Men det har også været året med de færreste deltagere.

Epidemien har uden tvivl gjort sit til den ringe deltagelse: Mange arbejdede hjemme og andre havde ikke overskud endnu til at deltage i den slags kampagne.

Så vi kan glæde os over, at der på trods af corona og hjemmearbejde er blevet cyklet med i så stort et omfang. Det skal nok blive meget bedre næste år!

Over 4 mill. km er det blevet til på landsplan. Så her i Allerød glæder vi os over en veloverstået kampagne, hvor alle vinder god motion, bedre kondi og mere energi i dysten om årets mange præmier.
Cykelholdet Rho Bikerz fra ATP vandt lodtrækningen.
NIRAS vandt firmabattlen.